Hey guys !!!
Her er det første stykke af fic'en så håber i gider at læse det XD

____________________________________________________________________________________

AM's point of view
”Gate 4 : boarding”
jeg sad allerede der ude, og var klar til at gå ombord.
Jeg rakte damen mit boarding pass og lagde min pegefinger i aflæseren.
”værs' god og gå igennem. Hav en god rejse”
”Mange tak!” smilede jeg og gik ud til flyet.
Jeg lukkede øjnene og satte mig til bage i sædet. Jorden begynde og køre forbi hurtigere og hurtigere. Trykket lettede og stewardesserne spændte deres seler op, og tegnet med selen blev slukket. Jeg fandt en bog i min taske og lagde tasken ind under sædet igen. Jeg lagde aldrig min håndbagage i boxene over mig, og stewardesserne hader mig for det.
Men nu ville der gå noget tid inden jeg skulle ud og flyve igen. Emilie var taget til England for et par år siden. Sidst hun var hjemme til min fødselsdag havde hun inviteret mig over og besøge hende. Jeg havde takket ja og sad nu og ventede på at kunne lande i Londons lufthavn.
”mine damer og herre. Velkommen til London. Vær venlige og behold jeres sikkerheds bælter spændte til tegnet slukkes. Tak for at du har fløjet med SAS på gensyn!”
folk begyndte og spænde deres bælter op, og jeg tog tasken frem under sædet.
Flyet stoppede helt, og jeg spændte mit bælte op, og gik ud i midtergangen.
”farvel” nikkede en smilende stewardesse i døren, og jeg smilede tilbage og sukkede:
”velkommen til London min tøs!”
Jeg fulgte med strømmen hen til bagage udleveringen.
Min kuffert kom selvfølgelig ud som en af de sidste, men hva faen, jeg skulle jo se Emilie igen!
Selvfølgelig havde hun været hjemme til jul, fødselsdage og andre familie halløjer, og det var ikke mere end en måned siden hun sidst var hjemme, men det føltes bare som en evighed når hun ikke var der.
Jeg fik fat i mine limegrønne kufferter, og gik ud til hende.
Jeg fik øje på hende på lang afstand! Hun smilede stort da hun fik øje på mig, og et samme gjorde jeg.
”hvor er det godt og se dig!” udbrød hun. Hun havde fået en smule engelsk accent og jeg kunne ikke lade være med at le.
”Jeg har fandeme savnet dig din fillur!” smilede jeg og gav hende et knus.
Hun tog den ene kuffert.
”hvor meget har du lige taget med?!” stønnede hun.
”du skulle bare vide!”
vi gik ud og smækkede bagagen om i bilen og satte os ind.
”KÆFT EN IDIOT!...... DE ER FANDEME SÅDAN NOGLE BØNDERE DER KØRER HER OVRE!”
Det var nu hyggeligt nok og komme tilbage til Emilies bil kørsel.
Det var som om ligeså snart den søde og smilende pige satte sig ind bag et rat blev hun besat af satan? Det er en stod gåde for mig?
Da vi kom ind i hendes lejlighed hylede jeg nærmest af begejstring, den var så feed! Jeg havde slet ikke haft tid til at besøge hende her ovre, for jeg havde haft så travlt med min uddannelse.
"Ja jeg ved det" grinede hun. og vi smed os på sofaen.
Emilie havde taget fri et par dage, det var det længste hun kunne få fri. Hun havde som hun selv sagde en 'møgkælling i modetøj' som chef.
Hun havde vist mig rundt og vi havde været alle de fede steder! Og fået shoppet EN masse!
"Anne marie.. Anne mariiie?", var der nogen der kaldt og ruskede mig i armen.
"Mmmm"
"If off, to the witch, jeg er tilbage ved 3 tiden, håber du kan få tiden til at gå" Sagde Emilie, jeg åbnede øjnene og kiggede på hende
"Vi ses" Sagde jeg bare og så snart jeg hørte døren blive lukket kastede jeg hovedet ned i puden igen.
At få tiden til at gå, var overraskende svært? Efter et par timer hvor jeg havde stenet tv og sådan beslutede jeg mig at gå ud i london på egen hånd, hvad kunne der gå galt ved det?
Okay en masse, jeg formådede at være ved at blive kørt ned op til flere gange, hver gang jeg skulle til at over vejen kiggede jeg til den forkerte side og bilerne måtte bremse hårdt op for ikke at ramme mig!
Min telefon ringede da jeg var kommet i sikkerhed på gågaden.
"Hallo"
"Hi love, hvordan går det?" Sagde Emilie i den anden ende. "Fin fin, er gået lidt ud."
"Jeg ville ønske jeg var med dig" Sukkede hun, "Jeg har sku fået overarbejde, jeg tror hun hader mig",hviskede hun og jeg kunne ikke lade være med at grine."Det går sku nok", svarede jeg.
"Jae.. Men jeg håber ikke du keder dig for meget, for du kommer jo til at være alene her hverdag." Sagde hun og det havde jeg faktisk ikke tænkt over før.
Jeg skulle til at svare, men nåde det ikke.
"Thank you for your time Mr. Jacobs. Sagde hun pludselig og lagde på. Jeg kunne ikke lade være med at grine. Der var vidst 'møgkælling i modetøj' i farevandet. Jeg gik videre og fik øje på et skilt. "Job offer" til en cafee. jeg kiggede lidt på det, og besluttede at tage det som et tegn....
Det var ved at være hen på eftermiddagen og der var rigtig mange der liiiige skulle have en cafe latte eller noget varmt kakao.
Som ny på arbejdet havde jeg fået lov til at gøre alt slavearbejdet – Hurra, what a surprise .....
gør dit gør dat.... det var egentlig ikke så fedt, men jeg vidste at jeg måtte tage det her før jeg kunne komme op og stå og sælge.
Der var virkelig proppet.
”Ann will you please clean that table?” Melanie pegede ned på et bord nede bagerst
jeg løftede hovedet og smilede til hende: ”off cause!”
tag bakken under disken, og fik mig mast gennem befolkningen og fik stillet det op på bakken.
Det skræmmer mig virkelig hvor meget folk kan svine når du æder...
”excuse me miss?”
jeg vendte mig hurtigt om... alt for hurtigt om. Den halv tomme (eller nogen ville sige halv fulde) kaffekop jeg stod med fløj ud af hånden på mig og røg ned i skødet på ham.
Lyst hår, store brune øjne, og ét smilehul i den ene kind.
”OH MY GOD! I'M SO SORRY!” råbte jeg forvirret og stillede bakken fra mig og tog nogle servietter og begyndte og hjælpe med at tørre det af – liiige indtil jeg opdagede hvor jeg havde tabt den hen....
jeg sprang op og kom til at træde en kunde over tæerne der stod bag ved. Jeg vendte mig hurtigt om for at undskyld.
”are you okay?” spurgte jeg igen og vendte mig om mod ham jeg havde spildt ud over.
Han smilede et lidt undskyldende smil og sagde så med en lille latter: ”yeah i am. But i think i have to go home and change”'
mere nåede han ikke og sige før en masse af de andre piger kom ned og begyndte og hjælpe ham op og undskylde på mine vegne. Melanie trak mig til side.
”DON'T YOU KNOW WHO HE IS?!” hun så virkelig vred ud.
Jeg vred hjernen og sagde så: ”the eerhm...prime minister?”
”and i thought it was you who knew so much about music? It's fucking Tom Fletcher from McFly!”
”he said he was okay... can't we just give him a new cup og coffe for free or something?” jeg kørte fingrene gennem håret.
”He drink coffe here all most every day... do you think i wanna drink here any more if the waitress spill coffee on him?”
jeg bed mig flov i under læben og kiggede ned på mine tær. Pigerne var stadig ved at undskylde og hjælpe ham med alt der var muligt. Han kiggede op på mig inden han slap fri fra pigerne og gik ud af døren.
”so i guess i'm fired?” spurgte jeg og kiggede på hende.
”bingo!”
”pik røv skid!” sukkede jeg og hentede min jakke og taske og gik ud af bagdøren.
Den tomme cola dåse røg langt hen af fortovet da jeg sparkede til den.
Wauw.. så har jeg sgu prøvet det... blive fyret på første dag.....
Jeg sukkede igen mens jeg gik ned ad gaden, det så ud til at jeg skulle kede mig hver dag fra nu af. Ikke noget med at tømme border og ordne toiletter.
"I think you owe me a new pair of pants." Var der nogen der sagde halvt bag ved mig. Jeg vendte mig om og så ham fyren igen. Han løb og holdt sin jakke foran.. i ved.
Jeg smilede.
"Sorry again. But then you owe me a new job." Sagde jeg men fortrød. Det lød forkert!
Hans kække smil forsvadnt. "They fired you?" Han lød næsten lidt vred. "Jep" Sagde jeg og sparkede til et tom coladåse.
"But they can't just fire you?"
Hans ansigts udtryk fik mig til at grine. "Please, I've only been working there for 4 hours. Maybe I'm not meant for pouring coffee?"
"Maybe not.. I'm Tom" Sagde han med et smil så smilehullet i hans ene kind kom frem igen. Han rakte hånden frem, hvilket resulterede i at han var ved at tabe sin jakke og flashede hans kaffebrune plet lige i skridtet.
Og jeg kom sådan til at grine, af alle steder havde jeg lige spilt der, selvfølgelig.
"Hey it's not funny!" Sagde han men grinede også selv. "It's alittle funny. I'm Anne marie," sagde jeg og tog hans hånd...

Værsgo !

Den her start tegner sindssygt godt YEAHH en ny fic (okay, er bare rimlig glad i dag af en eller anden grund?!)

..Og jeg var den første til at kommentere

så er det godt vi er to til at være glade. og her er en slikkepind for din hurtigness :D
(har lidt for meget tid idag -.-' )

Super godt!
Ih, hvor jeg glæder mig til at læse mere

Så er der mere til jer herlige tøser !

Emilie's point of view:

"HEJ," råbte jeg ind i lejligheden da jeg kom hjem, men der var intet svar. "Anne marie?.. Riiiiiie?" Stadig intet svar. hmm, hvor var hun blevet af?
Efter at have kigget i hele lejligheden to gange ringede jeg til hende.
"Hvor er du henne?," Spurgte jeg da hun endelig havde taget den. "Somewhere i london, med en der hedder Tom". Jeg ku nærmest høre hun smilede.
"Uuuuh.. Hvor henne af,?"
"Øhhh.." Så blev der mumlet i baggrunden. "Vi prøver at finde tilbage til din lejlighed, men eg har glemt hvad vejen hedder? Såe vi er ved nothinghill!" Nærmest skreg hun ind i røret!
"WATCH OUT!" Var der nogen der råbte i baggrunden og Anne marie vinede også grinede de. "Øhh" spurgte jeg. "Jeg vender mig aldrig til bilerne her i landet, de er jo sindssyge!" Råbte hun mens hun grinede.
”men hvad er det nu vejen hedder? Ved du hvad? Du får lige Tom” lo hun, og jeg kunne høre hun gav ham røret.
”eeerh Hello?” var der en stemme der sagde. Jeg synes jeg havde hørt den stemme før et sted, kunne ikke lige helt huske hvor.
”Hi eeer?”
”Emily” sagde jeg.
”Hi Emily. Were du you live?”
jeg fortalte hvor jeg boede og ikke længe efter kom Anne Marie ind af døren.
Anne Marie's Point of view
”Heej Eeeemiiiiiiiil-----lie” sagde jeg lige som Emil fra Lønnebergs far, og hængte min jakke op på knagen.
”hey! Hva så? Første sådan rigtige dag i England, og du har allerede scoret en fyr?” smilede hun og kiggede på mig.
”ja altså, jeg kom til at spilde kaffe ned i skridtet på ham nede på caféen, så blev jeg sgu fyrret” sagde jeg og smilede.
”og det er en god ting?” hun så underligt på mig
”det var måske ikke så meget mig alligevel, også vadede jeg byen rundt sammen med Tom, og lærte en hel masse om trafik”
”jamen de kan da ikke bare fyre dig? Altså du ødelagde den ikke vel?” smilede hun.
”ødelagde den?” jeg kiggede udforstående på hende.
”Sagde du ikke du spildte kaffe ned i skridtet på ham?”
”nåååh den.. kæft jeg er hurtig i dag huh? Nej det tror jeg sgu ikke”
”men de kan da ikke bare fyre dig? Sådan nogle handicappet nogle!” sagde hun og smed sig i sofaen.
”jo jo det er fint nok. Jeg finder bare noget andet, eller nasser på hvad ud har” lo jeg.
”skal jeg høre ad om du kan komme med på arbejde i morgen? Vi har et interview med nogle McFly drenge, og der kan altid være nogen til at hente og lave kaffe”
”McFly? skide godt bare jeg ikke spilder på flere så” lo jeg. Jeg havde haft så travlt da Melanie fortalte mig hvem Tom var, så der var ingen lille klokke der ringede da Emilie nævne McFly.
”har du kaffe klar? De er her lige om et par minutter?” spurgte Emilie. Og jeg havde sgu det hele klar, så nu kunne de bare komme an!
”Tom?” udbrød jeg da de kom ind. Og huskede at Melanie havde sagt han var i et band.
”ooh Anne Marie right? What are you doing here?” jeg gav ham en knus og gav hånd til de andre.
”you know i got fired. But my friend Emily works here, so now i'm the coffee girl here” lo jeg og de 4 drenge slog sig ned ved bordet, hvor de sad og småsnakkede mens tingene blev gjort helt klar.
”hvor kender du Tom fra?” spurgte Emilie hviskede mens hun var ved at gøre klar til at tage nogle billeder.
”Det var ham jeg spildt kaffe på” lo jeg.
”fuck hvor pinligt!” lo hun.
”præcis. Jeg prøver bare og 'glemme' den lille episode” lo jeg. Og kiggede over på dem.
”hvem er forresten ham den lille ude til venstre?” Spurgte jeg og kiggede på en ung fyr med hue ned over sit mørkeblondehår. Han sad i sin egen verden og pillede ved sine hænder.
”ham? Det er bassisten”
”jamen hvad hedder han?” spurgte jeg og synes egentlig han så meget sød ud.
”Dougie Poynter” hviskede hun. Bare lidt for højt, for han kiggede op da hun sagde det, og hun skydte sige at fortsætte med et:
”Do you want some coffee?”
han smilede og takkede nej.
”flot redet moster!” grinede jeg og klappede hende på ryggen.
”btw. Han er da meeega lækker” hviskede jeg og gik alligevel over for at sørge for at der var masser af ædelse/drikkelse på bordet.
Emilies point of view:
Mine andre kollegaer kom ind ad døren, de 3 andre piger der havde været så heldige at interviewe drengene. Jeg var ikke rigtig 'writer' endnu, men jeg havde været assistent for Chefen i et år, og selvom jeg følte hun hadede mig som pesten, gav hun mig af og til de fedeste muligheder. Som denne..
"So guys are you ready?" Spurgte jeg med at smil. "Yep" Sagde Harry, Tom og Danny i kor, mens Dougie bare nikkede. Jeg kiggede rundt på de andre piger og grinede. Det her skulle nok blive genialt.
"Great. So this is called 'what we want'. So we are gonna talk about what you want in a woman and what you think women wants in you."
"That's easy" Grinede Danny og pegede ned. Jeg smilede. "Well this is defenetly going to interresting" Grinede Stef.
"So we're each gonna talk to one of you.." Sagde jeg og Dougie kiggede op. "We're not gonna be together?" Spurgte han og så nærmest helt forfærdet ud. Jeg kunne simpelthen ikke lade være med at smile. han var noget af det... sødeste og lækreste... Jeg rystede på hovedet for at fokusere igen inden jeg begyndte at sidde og savle. "Ha-ha, now you HAVE to talk" Sagde Harry drillende og så kiggede han på os piger igen "Very clever of you girls"
Steff sku interviewe Harry, Rachel skulle interviewe Tom, og Ann Sku interviewe Danny.
De andre forlod lokalet for at finde et andet sted at sidde. Anne marie kiggede på mig.
"Hvor skal jeg være?" Halv hviskede hun.
"Du kan bare blive her, hvis du vil" Hun nikkede og kiggede over på Dougie uden han så det og mimede 'Oh my goood!' Og jeg kom til at grine.
"Are you guys talking about me?" Spurgte Dougie og kiggede undersøgende på os. "Maybe" Grinede jeg.
Da de var blevet interviewet og fik taget nogle billeder til bladet, sad vi og snakkede lidt med dem.
”so it was you who all most made Tom sterile?” spurgte en af drengene med en glimt i øjnene.
”scchhhhh” tyssede jeg leende på ham, og nikkede.
”don't you think you owe me a cup off coffee?” lo han, og gav Danny et dumme-slag.
”aaauch! And you mean us, i could really drink a cup off cofee. This coffee sucks!”
”heeey?”
vi sad og snakkede lidt, og det endte med at jeg sgu skyldte kaffe til alle su sammen. AMEN!

Super-duper godt
Iih, jeg glæder mig allerede til mere!!

Hvor godt!! Er allerede vild med den her fic
Mere så snart i har noget klar

Så er der mere ficca til jer herlige læsere xD

_________________________________________________________________________________________________

Mille’s POV :

“Oh my god I’m sorry !!!” sagde jeg forsigtigt og så mig omkring. Der var mennesker over det hele.
“Ooops Sorry!” Jeg stod og fumlede med kortet over London.
“Hvor er det henne!” sagde jeg og gik ind på en café. Det var ligesom det eneste sted man kunne få fred.
“Fuck…” sagde jeg stille til mig selv. Jeg fandt et bord og satte mig ned. Jeg kunne ikke lade være med at sukke af begejstring. Nu havde jeg vadet rundt i London en hel dag med kort og taske og alt muligt lort. En tjener kom hen og spurgte hvad jeg ville have.
“Ehm.. Just a latté.” sagde jeg og sank tilbage i stolen. Hun skrev det op på en seddel og gik igen. Mine ben begyndte at sitre. Det var for længe siden at jeg havde gået så langt!
“Here you go..” sagde hun og jeg fandt fumlende mine penge frem.
“Thank you!” sagde hun og gik igen.
“Sukker!” gispede jeg og tog en ordentlig slurk af kaffen. Jeg havde fået den dårlige vane at snakke med mig selv hele tiden. Sådan var det vel når man flyttede hjemmefra. Nu var det så min tur til at tage til England. Mine to bedste veninder var allerede taget af sted. Eller Emilie rejste for 2 år siden eller sådan noget og Anne Marie rejste for… 1 uge siden. Ja de vidste ikke at jeg kom for at besøge dem. Jeg følte mig lidt ensom derhjemme i Danmark. Jeg sukkede og spredte kortet ud over bordet. Jeg sad forvirret og kiggede på det.
“Hvor fanden ligger Notting Hill?” hviskede jeg vredt og tog endnu en slurk af kaffen. Et højt grin lød og jeg så op. En høj mørkhåret mand stod i døren og så ud på gaden. Hans mørke krøller gemte lidt af hans ansigt. Hans blå øjne lyste op og de skæve tænder gjorde han smil charmerende. En anden mand kom ind af døren og begyndte at snakke med ham, men jeg kunne slet ikke få øjnene fra ham.
“Why did you run?” en kendt stemme snakkede lige i nærheden. Jeg så mig forvirret omkring. Emilies korte lyse hår og store smil kom frem i døren.
“Well why didn’t you?” spurgte den anden mand som jeg nu så havde kort mørkt hår, en smule skæg og lysende blå øjne.
“Shut up and let’s get some coffee…” en ny mand med langt lyst hår og brune øjne skubbede sig ind af døren. Emilie fulgte efter ham imens de to mænd stod i døren og så ud mod vejen. En lyshåret mand med et hårbånd siddende omkring hovedet kom gående ved siden af Anne Marie. De gik direkte forbi mændene som grinede og fulgte efter dem. Jeg så forvirret efter dem. Det var jo ikke meningen de skulle finde mig? Men selvfølgelig når man kan fare vild i en bøtte cup nudler kan man vel også fare vild i London. Jeg sad bare og kiggede på dem. Andre ville nok gå op og sige ‘Halløj! Her er jeg?’ men næh nej.. Sådan er jeg åbenbart ikke. Desuden kunne jeg heller ikke få øjnene fra ham med det krøllede hår.
“We’ll find a table..” hørte jeg Anne Marie sige. Alligevel så jeg ikke på dem.
“Oh my god! Dougie er da bare for…”
“MILLE!?” råbte Emilie nærmest. Jeg så forskrækket på hende.
“Hej!” sagde jeg og smilede. (Dum som jeg var)
“Hvad fanden laver du her?” sagde Anne Marie og fløj om halsen på mig.
“Jeg ville lave surprise besøg, men jeg kunne sgu ikke finde der hvor i bor?” sagde jeg og smilede. Da Anne Marie slap mig gik Emilie i gang med at kvæle mig.
“Det skal du ikke være ked af, det kunne jeg heller ikke!” sagde AM og grinede. Emilie slap mig og jeg kunne igen få vejret.
“Hvorfor sagde du ikke du kom? Så kunne vi ha’ hentet dig?” sagde Emilie skuffet.
“Ja.. Nu sagde jeg jo ordet surprise i den sidste sætning jeg sagde så…” grinede jeg. Hun smilede.
“Kan vi sidde her?” spurgte AM og satte sig automatisk på en stol.
“Ja selvfølgelig… Men øhm.. Hvad med dem der oppe?” sagde jeg og pegede op imod drengene. Mine øjne faldt igen på ham med det krøllede hår. Jeg var vist ikke den eneste der så på ham.
“Nååå de kan da sagtens sidde her!” sagde Emilie og satte sig på en stol. De fire drenge kom gående imod os. I det samme skubbede den lækre til den lille lyshårede så den lille lyshårede faldte ned og vælte et bord og to stole.
“Auu…” lød det nede fra gulvet. Emilie, AM og jeg fløj op og gik hen for at hjælpe ham op.
“Danny´..” sagde den anden lyshårede og satte kaffen på bordet. Pludselig så den med det korte mørke hår på mig.
“Who are you?” jeg så forvirret på ham.
“What?” sagde jeg selvom jeg egentlig godt kunne høre hvad han sagde.
“Who are you?” sagde han og smilede.
“Ehm.. I’m Mille..” sagde jeg og så ned på mine sko.
“Our friend from Denmark..” sagde Emilie og fik sammen med AM dougie på fødderne igen.


Værsgo !

Hahaha, elskede den sidste del!
Og elsker den her

Super fic, piger!

Super godt Ville heller aldrig kunne finde fundt med min stedsans haha