Tada!

Afsnit 8.
“Em?”, en grådkvalt stemme vækkede mig, og jeg satte mig op i sengen, mens jeg gned søvnen ud af mine øjne. Rummet var mørkt, og med et blik på mit vækkeur erklærede jeg at klokken var halv fire om morgnen.
“Em..”, igen lød stemmen, og jeg kravlede træt ud af den varme seng, og gik mod døren. Missende i lyset fra gadelygten åbnede jeg døren, og stirrede ind i dine grådkvalte øjne. Regnen strømmede ned over dig, og fik din grå t-shirt til at klæbe til din krop. Da du trådte ind i min entre og så på mig dryppede dit hår ned på mit gulv, og jeg så irriteret på det. Lige indtil du brød sammen, og gled ned på det allerede våde gulv.
“De er døde. Alle sammen.”, hviskede du, og så på mig med røde, og forgrædte øjne. Jeg satte mig ved din side, og tog din hånd.
“Hvem Danny? Hvem?”, spurgte jeg, og kunne se på dig hvor svært det var for dig at få ordene til at forlade dine læber. Du sank en enkelt gang, og løftede så hovedet for at se på mig.
“Vicky, og min mor. Væk. De kørte galt.”, du hviskede, og så knækkede din stemme over, og du begravede hovedet i mit skød. Jeg kunne selv mærke tårerne i mine øjne. Vicky og din mor havde altid været så venlige overfor mig, og opførte sig som om jeg var en del af familien. Jeg lagde armene om dig, og trykkede dig ind mod mig, mens jeg lod dig græde ud. Jeg vidste hvordan du havde det. Min egen familie, eller det der var tilbage af den døde dengang jeg var 14. Min mor døde i en bilulykke, og min elskede bror døde af kræft. G jeg vidste at det eneste der hjalp var at græde ud, og indse at det var sket, og ikke kunne ændres. Stille begyndte jeg at stryge din arm i små cirkler, og jeg kunne mærke du begyndte at slappe af, og til sidst faldt du i søvn med våde kinder, og min hånd knuget i din. Jeg tørrede tårerne af dine kinder, og beundrede det ansigt jeg elskede så højt. Jeg kunne næsten ikke bære at se dit ansigt knuget sammen i sorg. Du havde ingen andre end mig, og dine bandmedlemmer tilbage. Jeg strøg dit hår, og rejste mig langsomt for at hente et tæppe at ligge over dig. Jeg trykkede det sammen om dig, og kyssede din kind som var du et barn inden jeg stille gik ind i stuen, og satte mig på sofaen. Danny, jeg ringede til dine venner. Tom først.

“Tom her.”
“Hej det er Emma.”, jeg hviskede.
“Åh hej.”, han lød træt.
“Ja, undskyld jeg ringer så sent, men Danny.. Vicky og hans mor. De er døde.” , min stemme skælvede.
“Åh nej! Det er ikke sandt! Hvordan har han det?”, sagde Tom med gråd i stemmen.
“Han sover på min entre gulv.”, jeg kunne se det sjove i det, og smilede.
“Du går ikke fra ham vel?”
“Nej!”
“Godt. Jeg siger det til de andre. Vi ses i morgen.”, han lagde på, og jeg gik tilbage til dig. Du græd i søvne, og mumlede stille, men bange:
‘Nej! I kan ikke tage dem fra mig! Hvad er det i gør? Lad være med at dække hendes ansigt til!”, du begyndte at græde højlydt, og jeg satte mig ved din side, og tog din hånd. Da jeg vendte den steg tårerne op i øjnene på mig. Du knugede den ring du havde givet din mor i din hånd der var rester af blod på. Du må have set ulykken ske. Jeg begravede mit ansigt i mine hænder, og begyndte at græde. Pludselig stod det hele så klart for mig igen. Hvordan jeg så træet nærme sig bilen, og smadre ruden, inden alt blev sort, og det næste jeg så var min mors livløse krop mod den blodplettede sne. Og jeg huskede smerten da hendes hvide kiste forsvandt i jorden. Men mest af alt huskede jeg da jeg så min bror dø. Hans åndedræt var overfladisk, og kun en maskines bippen fortalte mig at han levede. Jeg sad ved hans side, og så op på lægen. Det var et halvt år efter min moders død, og den samme dato min far forlod os. Hans fødselsdag. Jeg nikkede til lægen, og han slukkede maskinen, mens jeg rettede blikket mod min bror. Hans hoved var så bart uden alt hans lyse hår. Han var tynd, og bleg. jeg tog hans hånd, og gav den et klem i håbet om at han ville klemme igen. Men intet skete. Ikke andet end at han trak vejret en lille smule dybere end før, og så blev stille. Jeg stirrede på ham, og derefter på lægen der noterede noget på sit papir, og dækkede hans ansigt. Den dag besluttede jeg aldrig at elske nogen igen. Indtil jeg mødte dig.
“Em?”, din stemme rev mine tanker i stykker, og jeg løftede hovedet. Dine øjne var stadig blanke, men du græd ikke. Ringen lå på gulvet, og du sad op og så på mig med et bekymret blik.
“Em? Du må ikke græde. Du er så stærk. Vi kan klare dette.”, dine øjne var så kærlige, og bekymrede at jeg lænede mig mod dig, og lod mine læber møde dine.

Jeg kan huske dig til begravelsen. Du havde en grå smoking på og dit elskede lyserøde slips. Du insisterede på at have det på fordi din mor havde givet dig det engang for længe siden. Dit hår krøllede, og du så stædigt ned på dine hænder under hele gudstjenesten. Jeg vidste a tag dine mørke solbriller var dine øjne fjerne, og væk i et gammelt minde. Du rokkede stille frem, og tilbage på kirkebænken, og da vi rejste os for at følge efter kisterne tog jeg din hånd, og du flettede vores fingre sammen. Med tænderne bidt hårdt sammen gik vi langsomt mod gravstedet vi havde valgt sammen. Det lå under et træ, og fjernt. Du vidste det havde været din mors ønske at blive begravet fjernt fra alle andre, og det blev hun. Mens vi tavse så på mens kisterne blev sænket ned i hullet trykkede du min hånd hårdt, og da jeg så op på dig glinsede dine kinder af tårer. Du slap min hånd, og trådte frem mod det mørke hul. Lod to hvide roser dumpe ned i det, og vendte dig mod forsamlingen.
“Forstår i. de to mennesker vi lige har begravet var min eneste familie. De eneste der nogensinde har været der for mig. De har altid kunne forstå mig. Kendte mine inderste følelser. Der er kun en anden person der kan det. Em. Jeg elsker dig, men jeg må alligevel gøre det forbi. For alle jeg elsker skal åbenbart dø. Em, jeg vil ikke have du skal dø så derfor er det slut. Forbi. Tak for hjælpen, men jeg vil redde dit liv. Farvel Em.”, dine kinder var våde, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Uden et eneste ord mere vendte du dig om og forsvandt mellem træerne, og gravstenen. Hele forsamlingen blev stille, indtil en eller anden tog mig i armen og blidt sagde:
“Em, der er noget du skal vide.”, Tom første mig langsomt mod en bænk, og jeg sank sammen på den. Han stod stille og så på mig, inden han rømmede sig.
“Em, Danny har ikke haft det nemt, og han fortalte mig en ting i morges. Det vil han gerne havde du ved. Em?”

Kritik tak(:

WHAT NOOO!!!
AWW... lille pusling... har ondt af Danny...
Men han ska da heller ikk bare efterlade dig!!

Åh, nej Kan ikke vente på det næste

Btw. plejer virkelig at læse fic hvor der er begravelser i, men det er fordi jeg kommer til at tænke på min morbrors begravelse hver gang, han døde for nogle år siden, sådan helt pludseligt.... Men jeg sys stadigvæk det er rigtig godt skrevet.. og lod mig virkelig rive med!

Mange tak(:

No!!!
For dælen altså
Hvor er det godt skrevet, jeg elsker det.
Men stakkels Danny, og Em .. aww! -.-

Har et nyt afsnit vis der er nogen der vil læse det?

Afsnit 9.




God/Dårlig?

aj altså mennesker!
Skriv lige om det er godt, eller dårligt. Bliver helt bange for om i alle sammen falder døde om fordi det er så grusomt!
Jeg er grusomt mærkelig lige nu?

Fantastisk!!!!
Serisøt, du skriver sinddsygt godt
- Elsker det!

*Sara bukker dybt*

I må undskylde der går så længe mellem hvert afsnit, men nu er jeg sku kommet med igen! Vil i ha' et nyt afsnit?

så får i det sku nu! :p

Godt/dårligt?